WHEN YOUR HEART BREAKS

Bosco

Jeg beklager meget for stilheden på bloggen, det kom meget pludselig. Jeg føler, at jeg skylder jer en forklaring, så den kommer her: Min elskede hund, Bosco, døde i mandags, d. 7 december – den dag indlæggene stoppede med at komme på bloggen. Det kom meget pludseligt, og som et kæmpe chok, for vi troede alle sammen, at han var helt rask. Det var han slet ikke.

Jeg skulle ud på skolen, og have nogle instrukser mht. SRP, og så blev vores opgaveformuleringer offentliggjort kl. 12.00. Jeg havde lovet min mor, at gå en tur med hundene, inden jeg gik igang med at skrive. Så lige da vi kom hjem, satte jeg mine ting, og fortalte hundene, at de skulle ud og gå. De blev begge to så glade, det bliver de altid. Bosco gik altid uden snor, fordi han løb ikke væk, og kom altid når man kaldte. Niki er derimod en anden sag, så han har altid snor på. Vi bor lidt ude på landet, og er derfor omringet af marker og natur. Pludselig får Bosco øje på en fasan og løber så hurtigt han kan efter den, frem og tilbage på marken. Jeg stod og kiggede, og beundrede ham. Han var en super flot hund, og han elskede at jagte fugle. Så jeg ventede bare. Da han var færdig, og havde indset, at han aldrig ville fange fasanen (efter 2-3 minutter), gik vi hjemad. Idet vi når haven, begynder han at gå utroligt langsomt. Han var omkring ti år, så jeg tænkte, at han bare var træt efter at have jagtet fasanen, og at han nok bare skulle ind og ligge ned, og have noget vand. Da vi når hundegården, og hundene skal til og have tørret poter, stopper Bosco. Han gik ikke et skridt længere, han stod bare og kiggede på mig, og så helt forkert ud i hovedet. Jeg kaldte igen. Han gik et par skridt, og faldt om. Jeg nåede at gribe ham, og jeg sad ude i hundegården på de kolde fliser, og holde hans hoved i lidt tid. Han var vågen, men han var der alligevel ikke. Vi havde ingen kontakt med ham. Han kiggede bare. Og hans hjerte hamrede utroligt hurtigt. Mine forældre fandt en hundekurv af plastik, som vi lagde ham op i, oven på nogle tæpper, så han ikke frøs. Vi tog ham med ind i køkkenet, og jeg sad ved hans side. Jeg forlod ham ikke i et sekund. Til sidst blev vi enige om, at vi måtte afsted til dyrelægen. Måske havde han problemer med hjertet, og skulle have noget medicin… Vi troede, vi fik ham med hjem igen. Men efter et par timer på dyrehospitalet, og efter dyrelægen blev ved med at gentage ordene: alvorligt og hjerteproblem, vidste vi godt, at der var noget helt galt. Det viste sig, at hans hjerte var blevet forstørret. Det voksede hele tiden, og der var ikke noget at gøre. Det var nu blevet for stort, og hjertet kunne ikke pumpe blodet rundt. Derfor kunne de heller ikke finde noget blod, da de skulle tage en blodprøve. Vi kunne godt prøve intensiv behandling og tonsvis af piller, for at han måske havde levet et par dage eller, hvis vi var heldige, et par uger længere. Men det ville vi ikke putte ham igennem. Han havde haft et godt liv. Det skulle ikke ende i operationer og piller. Det var ikke den afslutning, han skulle have på sit liv. Så efter omkring seks timers konstant frygt og tårer, måtte vi få dyrelægen til at aflive ham. Jeg græd. Jeg havde ingen kræfter tilbage. Jeg kunne ikke bære ham ud i bilen. Jeg sad med ham, på bagsædet,  nussede ham, kiggede på ham og græd. Han så fredfyldt ud. Men han kunne ikke bare være væk. Jeg har videoer af ham, fra dagen før, hvor han legede og sov oppe i sengen med mig, som han altid gjorde. Jeg er vokset op med ham. Han var min bedste ven. Hvis man ikke selv har haft hund, er det umuligt at forstå det bånd, der bliver skabt. Han var den bedste hund i hele verden. Og jeg mangler ham. Hver dag. Hver time. Hvert minut. Jeg græd meget de første par dage, og jeg kunne ingenting. Det er første gang, at jeg har den følelse. Jeg er normalt rigtig god til at skubbe mine følelser til side, og håndtere dem på en god måde. Få noget frisk luft. Få snakket om det. Blive okay med det. Men det kunne jeg ikke. Jeg havde ingen appetit, jeg græd, og jeg gentog ordene “jeg kan ikke forstå, han er væk” hele tiden. Jeg savner ham.

Jeg er ved at blive så okay med det, som man nu kan blive. Vi har købt en ny hund, samme race som Niki, en Engelsk Cocker Spaniel. Jeg sover med ham om natten nu, og han får mine tanker lidt væk fra Bosco, som jeg virkelig har brug for. Jeg lover, at jeg nok skal introducere ham for jer. Men lige nu er jeg en fire dage bagud i min SRP, og har store koncentrationsproblemer, så den får al min opmærksomhed lige for tiden. Og den lille nye hvalp selvfølgelig. Jeg lover, at jeg kommer stærkt tilbage her på bloggen og instagram, men jeg har næsten ikke haft min telefon på mig, den seneste uge, og det har været så rart. Bare at koble helt fra. Det havde jeg virkelig brug for. Når jeg er klar igen, så vil jeg fortsætte med at blogge. Det kommer nok, når jeg er færdig med min SRP. Jeg håber, I forstår ♥

P.S. Adventskonkurrencerne vil stadigvæk køre på bloggen.

4 comments to "WHEN YOUR HEART BREAKS"

Puha Maria det gør mig virkelig ondt. Bosco var en rigtig dejlig hund, som heldigvis har givet dig/jer så mange skønne minder.
Sender dig/jer mange varme tanker og kram
Hilsen tante Tina 😘

Sikke en barsk og trist historie. Det gør mig meget ondt at høre! Vi ved jo godt, at hundene ikke lever for evigt, men det var godt nok meget pludseligt, at din Bosco skulle herfra. Jeg har selv en hund på 10 år, og jeg tror jo hun lever længe endnu, men det kan vi jo ikke tage for givet. I sær ikke når man læser din historie.
Mange varme tanker til dig.
Anette

Leave a reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*